NORGE PÅ CYKEL 1997
NORGE PÅ CYKEL 1997 |
|
| Hjem > Rejser > Norge > Norge 1997 > Hardangervidda | Undersider Norge 1997:
Bergen Fra Bergen til Øvre Eidfjord Hardangervidda Rallarvegen til Flåm Hjemrejse fra Flåm |
|
Over Hardangervidda | ||
 Mit telt og cykel på campingpladsen i Øvre Eidfjord |
Selv om jeg havde oplevet nogle stigninger undervejs, var det ingenting mod den stigning, jeg nu skulle forcere: fra bunden af Hardangerfjorden op gennem Måbö-dalen op på Hardangervidda i 1000 - 1200 m's højde. Og det blev også en langvarig opstigning med mange pauser. Heldigvis er der en speciel cykel og gangvej, hvor der ikke kører biler - det er den gamle bilvej op gennem dalen. Nu er der bygget en ny og større vej til bilerne, og så kan den gamle vej bruges af langsomme trafikanter. |  Udsigten fra campingpladsen - ikke dårligt, vel. Vandet på billedet er en opdæmmet sø, der ligger mellem Eidfjord og Øvre Eidfjord (70 kb) |
 På vej op |
 Her er jeg kommet op i den øverste del af Måbö-dalen. Ret forude ligger Vöringsfossen. |
 Vöringsfossen (84 kb) |
 Fra Hardangervidda kan man se Hardanger-jökulen (92 kb) |
På vej op kommer man forbi Vøringsfossen, som er en af de kendte vandfald i Norge, med et frit fald på 145 m. Og efterhånden er man helt oppe. Men selv om grænsen mellem selve Måbø-dalen og Hardangervidda er ganske markant, fortsætter det faktisk med at gå opad, blot langt mindre stejlt. |  Hardangervidda |
 "Pitstop" ved Dyranut |
Inde midt på Hardangervidda, ved et sted der hedder Dyranut, ligger der et slags kafeteria. Jeg ville prøve noget typisk norsk, og bestilte derfor rømmegrød, der er en slags kogt og jævnet creme fraiche. Helt specielt norsk - og det smager godt (dybest set smager det ikke af specielt meget). |  Hardangervidda |
 Hallingskarvet i baggrunden |
Efterhånden som man kører østpå, kan man i det fjerne se et meget karakteristisk fjeldparti. Det er Hallingskarvet, der danner en slags bjergryg. Det højeste punkt er 1930 m, dvs. 800 - 900 m højere end det omgivende terræn. Hallingskarvet er geologisk set resterne af et gigantisk fjeldmassiv, der blev skubbet på plads til hvor det ligger nu. |  Får i vejkanten - de har vænnet sig til biltrafikken - en stor lastbil, der passerer i fuld fart, ænser de ikke - men en cykel er mere sjælden og giver anledning til den del nervøsitet. |
| Hen på eftermiddagen kom jeg ned fra Hardangarvidda, til byen Haugastøl. Herfra udgår Rallarvegen, der er den vej, der blev brugt til at anlægge jernbanen til Bergen. Den er nu en cykel og vandrerute og er spærret for biltrafik (bortset fra arbejdstrafik). Efter 15-20 km fandt jeg et sted, hvor jeg kunne slå mit telt op, ude midt i den frie natur. Stedet var tæt på elven, der fører smeltevandet fra Hardangerjøkulen ud til havet - dvs. vandet var ikke mere end nogle få grader varmt - så det blev kun en nødtørftig vask, jeg fik denne aften. | ||
