STORBRITANNIEN AUGUST 2010

Dansk (valgt) English

Hjem >  Tog >  Railfanning ture >  Storbritannien august 2010
Edinburgh, 02.08.2010 - 05.08.2010 3 dage i Edinburgh blev primært brugt på sightseeing m.m. - "almindelige" turistting. Men jeg var da lige forbi blandt andet Edinburgh Wawerley, hovedstation i Edinburgh.

Herudover var jeg på en kort tur til Sauchton Junction i det vestlige Edinburgh, hvor banen deler sig mod henholdsvis Glasgow og det nordlige Skotland (Aberdeen og Inverness). Jeg havde hjemmefra set nogle gode billedkompositioner med Edinburgh Castle i baggrunden - men dette var ikke muligt, da der er ved at blive bygget en bro på stedet, som tager al udsigten mod øst.

Togtrafikken i Edinburgh består næsten udelukkende af diesel og eltogsæt, lokomotivtrukne tog findes stort set ikke, og godstog er også relativt få.

Highlights
- resten af billederne er placeret i de normale togsider

DB Schenker 90 036
DB Schenker 90 036 parkeret på Edinburgh Waverley (åbner i nyt vindue)

Warrington, 05.08.2010 - 07.08.2010 Turen startede i Edinburgh i nord og sluttede i Bournemouth i syd. Mellem disse to byer havde vi planlagt et to dages ophold undervejs et sted i Midtengland - og det skulle være et sted med en del jernbaneaktivitet. Flere byer blev overvejet, men det endte med at blive Warrington, som ligger mellem Liverpool og Manchester.

I Warrington krydser 3 jernbanelinier, den primære er den travle West Coast Main Line (WCML), stationen på WCML hedder Warrington Bank Quay. Under stationen løber en godslinie, der primært forsyner kulkraftværket Fiddlers Ferry Power Station i Liverpool-området med kul. Og lidt længere nordpå krydser banen mellem Liverpool og Manchester WCML. Lidt syd for Warrington Bank Quay ligger godsbanegården Arpley Yard. Læs evt. mere om Warrington Bank Quay på Trainspots.

Efter at være ankommet til Warrington 5. august ved 14-tiden og tjekket ind Patten Arms Hotel, der ligger lige overfor Warrington Bank Quay, var jeg tilbage på stationen for at "railfanne". Og jeg var ikke den eneste, i perronens sydlige ende stod en håndfuld andre railfannere (eller rail enthusiasts, som de hedder i UK). Efter kort tid kom 47 270 blæsende gennem stationen, det var et af dagens højdepunkter.

Inden jeg kom til Warrington, havde jeg en forestilling om, at man kunne railfanne både det øverste og nederste niveau - men det kan man ikke helt. Men hvis man står på Warrington Bank Quay kan man se et gammlt vingesignal for østgående tog på godslinien - og det bliver sat i så god tid, at man kan nå at gå (med hurtige skridt) fra Warrington Bank Quay til en bro ca. 300 m væk, inden toget kommer - dette fik jeg fortalt af en af de andre rail enthusiasts, og på denne måde lykkedes det mig at fotografere et par godstog her, inklusiv et kultog trukket af en af de nye klasse 70 lokomotiver.

Da Warrington Bank Quay ligger på West Coast Main Line havde jeg forventet ganske kraftig trafik, også af godstog - jeg havde hjemmefra set i en lidt ældre udgave af "Freightmaster", og det så lovende ud. Men på grund af den økonomiske krise var antallet af godstog meget reduceret, og der var heller ikke så mange persontog, som jeg havde troet.

West Coast Railway Company 47 270
West Coast Railway Company 47 270 på Warrington Bank Quay - dejligt at se en af de gamle 47-maskiner (åbner i nyt vindue)

Freightliner 70 005
Freightliner 70 005 med et tomt kultog fra Fiddlers Ferry Power Station ved Warrington Bank Quay Low Level (åbner i nyt vindue)

London, 09.08.2010 På en tur til London i marts 2010 besøgte jeg blandt North London Line, en nordlig ringbane om London, og jeg ville gerne se nogle af disse steder igen. Så jeg havde booket en busbillet med National Express fra Bournemouth til London og retur samme aften - selv om toget måske ville have været hurtigere og et mere logisk valg, var en returbillet med National Express nede i £14, dvs. meget billigere end toget. Jeg tog afsted kl. 9:30 fra Bournemouth, og var på London Victoria lidt i 12, herfra tog jeg videre nordpå til North London Line, hvor jeg var på flere stationer, men primært Kensal Rise. Og der var en ganske hæderlig trafik af godstog - North London Line er forbindelseslinien mellem linierne syd og vestpå, linierne nordpå og havnen i Felixstowe, som genererer en del containertrafik.
Mere kommer senere...

Opdateret 07.12.2010 / copyright Finn Møller
This page is HTML 4.0 Transitional